Silas' vej til verden

Silas' vej til verden

Jeg gik sygemeldt derhjemme fordi mit arbejde i vuggestuen var for hårdt her i graviditeten, så min læge valgte at sygemelde mig, da han mente at jeg havde en stor risiko for at føde for tideligt, så jeg gik bare derhjemme og slappede af. Men det varede dog ikke længe før det gik helt galt. En dag hvor jeg lige havde afleveret børnene, og Lars var taget afsted på arbejde, følte jeg det som om jeg havde tissede i bukserne, men slog det hen, og troede ikke det var noget. Men da det så skete en gang mere tænkte jeg godt nok meget over om det kunne være fostervandet der var gået, men slog det igen hen og valgte at se tiden lidt an. Om natten fik jeg det godt nok lidt mærkeligt, jeg fik meget kraftige plukveer der nev en del og sov stort set ikke den nat. Da jeg vågnede valgte jeg at kontakte fødegangen, da det ikke virkede som normale smerter. Så efter børnene var blevet afleveret tog manden og jeg på fødegangen for at blive tjekket.

Jeg bliver så mødt af en sød jordemoder på fødegangen der lige vil tjekke om jeg har blærebetændelse, og så ville jeg få svar nogle dage efter. Men på grund af jeg havde været til tjek deroppe 14 dage forinden, hvor de havde målt min livmoderhals, ville de lige scanne mig for en sikkerhedsskyld. Er så lykkelig over at de valgte at scanne, ellers ville det være gået frygtelig galt. Lægen der scannede kunne godt se at der var noget vand der var sevet væk, da han scannede uden på maven, men der var stadig vand derinde så han var ikke så urolig igen, men han valgte alligevel lige at scanne mig indvendig også, hvilket var et meget klogt valgt.
Min livmoderhals var helt udslettet, og den stod nærmest og gabte sagde overlægen der scannede mig. Der kunne jeg allerede godt fornemme at den var helt gal, og han sagde så derefter at han ville kontakte Skejby sygehus, og så vidste jeg godt hvor den bar hen ad.

Jordemoderen hentede en lungemodnings sprøjte som jeg skulle have, og i samme øjeblik kom min egen jordemoder ind, da hun havde mødt min mand ude på gangen, og hun kender også til vores tidligere forløb. Det var dejligt at hun lige kom ind for at snakke med mig, mens jeg lige skulle have den sprøjte, hader virkelig nåle. Men kort tid efter dette, skulle jeg ind på en fødestue og undersøges igen, og derefter fik jeg et drop i begge hænder, et hvor jeg fik vehæmmende medicin i, og i det andet drop fik jeg noget penicillin i fordi de frygtede at jeg havde en infektion.

Efter omkring to timers vente tid blev jeg hentet af en ambulance, som egentlig bare skulle køre uden udrykning, men pga vi havde ventet så lang tid på ambulance, blev det lavet om til en kørsel 1 med udrykning, da jeg skulle til Skejby sygehus så hurtigt som muligt, de ville ikke tage flere chancer. Den jordemoder der tog imod mig da jeg kom ind på Holstebro sygehus tog med i ambulancen, og min mand kørte selv til Skejby, så han havde bilen ved sig.

Jeg blev kørt ind på en fødestue for lige at afvente hele situationen, og jeg blev scannet af en læge, som sagde at der stadig var en masse vand inde hos ham, så det hele så endnu stadig fredelig ud, og jeg blev indlagt på Y1, som er mor-barn afsnittet her på Skejby sygehus. Jeg skulle nu til at indstille mig på at være sengeliggende for at sørge for at holde Silas i maven så lang tid som muligt. Vi blev indlagt den 20 marts 2012, så det lykkedes mig at holde ham inde i maven 3 dage ekstra, og nåede også at få anden omgang af det lungemodende medicin, hvilket har gavnet ham en hel masse, i forhold til hans lunger.

På dag to fik jeg den sidste omgang af det vehæmmende medicin, som jeg så ikke kunne få flere gange, da det kun gives to gange, når vandet er gået, så de kunne ikke gøre mere for at stoppe fødslen. Sygeplejersken valgte så at slukke for droppet før tid, da hun mente at kroppen kunne skjule at jeg egentlig havde rigtige veer, og ganske rigtigt, så fik jeg faktisk veer om natten efter hun havde stoppet vedroppet. Havde også haft tegnblødning over et par dage, så vidste godt hvor det bar hen ad, og om natten havde jeg ikke kunne sove ordentligt, og heldigvis havde min mand valgt at sove på sygehuset netop denne nat.

Valgte så at kalde på en af sygeplejersken da jeg godt nok synes at min mave blev hård, så nu vidste jeg at det var rigtige veer jeg havde, og så kom der en jordemoder ind, og hun valgte så at observere mig over på fødegangen i stedet for, da hun ikke havde tid til at rende frem og tilbage.
Da jeg var blevet kørt over på fødegangen fik jeg en helt anden jordemoder og en jordmoderstuderende, som jeg havde under hele forløbet. Jeg fik en vemåler på så de kunne holde lidt øje med hvor stærke mine veer var, og hvilket interval de kom i. I starten var der lang tid imellem dem, men efterhånden som tiden gik kom de hyppigere og de blev stærkere og stærkere.
Men hver gang hun undersøgte mig omkring hvor meget jeg havde åbnet mig, var det 4 cm, men hun forklarede mig at når man var fleregangsfødende, som jeg jo var, så kunne man godt at været åbnet sig længe uden at vide det, og hun troede at det var tilfældet hos mig.

Lidt efter havde jeg så åbnet mig 5 cm, og der fra gik det da ellers stærkt. Lars var lige gået ud for at ringe rundt til de mennesker der skulle vide det, og så mærkede jordemoderen efter igen, og så var jeg pludelig hele 10 cm åben, og klar til at føde, og kunne også mærke at han var sunket helt ned hvor han skulle være. Så måtte hun kalde Lars ind på stuen og ringe rundt til en masse folk som skulle være tilstede på stuen. Der var afsat tre folk til at tage sig af Silas når han kom ud, og så stod der sygeplejersker, assistenter samt jordmødrene der skulle tage sig af mig, så der var en masse folk på stuen, men det var kun jordemoderen der snakkede til mig, hvilket skabte en masse ro omkring fødslen, som jeg ellers var så angst for, men hun fik mig beroliget så meget at jeg kunne gennemføre fødslen.
Jeg skulle have haft et planlagt kejsersnit i uge 38 på Herning sygehus, så skulle pludselig omstille mig fra et kejsersnit til en almindelig fødsel, og jeg valgte at gennemføre en naturlig fødsel fordi det var det bedste for Silas fik jeg afvide af lægerne, men det var et hårdt skridt at tage.

Jeg havde en tendens til hele tiden at kigge på den skærm der overvågede ham, og kiggede ekstrem meget på det tal der viste hjerterytmen. Var nærmest besat af at kigge på skærmen, hvilket jo nok var en anelse dumt, for det stressede faktisk mere end det gavnede. Men var jo nok fordi min sidste fødsel endte skidt, at jeg frygtede at det ville ske en gang til, men jordemoderen var god til at fortælle hvordan han havde det og sådan.

Silas blev født den 23-03-2012 klokken 11.10 om formiddagen, og han vejede 820 gram, og målte 34 cm. Han var en stærk lille fyr, for han skreg faktisk da han blev født, ikke et højt skrig, men jeg kunne høre ham. De tog ham hurtigt over i kuvøsen og gjorde ham klar til at blive kørt over på A5, som er børneintensiv. Lars tog med over på afdelingen, og jeg lå lidt og samlede kræfter, og da min mand kom tilbage fik vi lidt at drikke og spise så vi kunne få samlet lidt kræfter igen, og jeg fik et drop med noget medicin der skulle få livmoderen til at trække sig sammen, da jeg plejer at have problemer med det efter hver fødsel. Men det hjalp lynhurtigt at få den medicin.

Lige efter jeg havde født, havde moderkagen sit besvær med at finde vejen ud, så de måtte presse hård på min mave, men ud kom den til sidst. Jordemoderen spurgte efter om jeg ville se moderkagen, og det ville jeg selvfølgelig gerne. Den var rigtig lille, men den så rigtig flot ud, og hun viste mig livets træ som det hedder, og synes virkelig det var fascinerende at se, og den jordmoderstuderende tog nogle billeder af den, så vi har dem som minde.